Tag-arkiv: regnbue

Regnbuer ved Kalundborg

Regnbuer ved Kalundborg
Regnbuer ved Kalundborg

En tidlig morgen kørte vi fra Fyn til den nordlige del af Vestsjælland. Da vi begyndte fiskeriet var solen ved at stå op. Vandet lå blankt. Ved nogle siv så vi to fiskere stå tæt på land. Senere fandt vi ud af hvorfor.

Jeg gik ud i en lille bugt og kort tid efter så jeg en forsigtig prik i overfladen. Jeg havde sat to fluer på forfanget en pattegris med flyde floam og en rognlignende grå flue med rødt hoved. Jeg kastede ud og lod fluen ligge lidt medens den dalede ned, idet jeg forsøgte at efterligne foderpiller, så trak jeg langsomt ind. Og så kom hugget. Fisken var tydeligvis fulgt med ind og den blev kroget efter en opstramning. Så fulgte en god fight, hvor det kunne mærkes at fisken var større end de små havørreder, jeg havde haft på den sidste tid.

Den blev taget med handsken og stolt kunne jeg sætte en snor i og hænge min første Musholm regnbue op i et træ.

Så gik det slag i slag. Jeg krogede i alt 7 fisk og fik to på land. Idet jeg fiskede med to fluer skete det ofte at fiskene røg af, fordi linen sprang. Spidsen var også kun 0,23.  Jeg fik også kroget to fisk i ryggen og det kunne linen heller ikke holde til.  Kunne vist roligt være gået op til 0,28 og kun en flue på forfanget, valget af flue var ikke så afgørende. Der blev fanget fisk på mange forskellige fluer og med forskellig indtagning.

Det mest spændende fiskeri skete nord for havnet på et lille rev. Her kunne jeg følge en flok fisk, der svømmede rundt i ring ( vel en slags føderute) eller noget de havde lært fra deres opvækst i bur.

De kom ind på helt lavt vand – 30 centimeter, og her kunne jeg ikke kroge dem. Men når de gik på kanten af revet mellem det lave og dybe vand så lykkedes det flere gange at få dem til at hugge. Mine kammerater fik også fisk.

En fin dag.

Regnbue jagt i Storebælt

Ved stormen i oktober undslap mange regnbuer fra Musholm opdræt i Storebælt. Rygterne går og der skulle være fanget regnbuer ikke kun på Vestsjælland, men også ved de fynske Storebæltskyster.

Mange fiskere har været ude og lede nord og syd for Nyborg. Men det er nu ikke så let at finde regnbuerne i skrivende stund.

Jeg har set en lille flok tæt ved kysten et par gange. Jeg har set aktivitet af flere fisk på et lille område og halen af en stor fisk. Endvidere har jeg set en stor trykbølge af en fisk, jeg skræmte. De ville ikke tage nogle af mine fluer – pattegris og fyggi. Senere har jeg læst at man skal ned i størrelse, så nu har jeg bundet en del loppefluer i mini størrelser.

Glæder mig stadig til at fange en undsluppen burfisk. Det er jo nærmest samfundstjeneste, at få ryddet op i de fisk, der ikke hører til i den danske fauna.